Unge hjemløse kaster sig ud i videoproduktion

Institutionen Skjoldbo starter i dag et nyt tiltag ved navn SB110. Projektet handler om at engagere de unge hjemløse og sætte en anderledes form for socialt arbejde på dagsordenen.
Af Anne Albrechtsen

Mads sidder klar til dagens interviews. Foto: Privat

I dag har Mads på 22 år første arbejdsdag som “journalist”. Han er nemlig en del af projektet SB110, hvor unge fra Skjoldbo bliver involveret i videoproduktion. I løbet af dagen skal Mads interviewe borgere og forstandere fra to bosteder i henholdsvis Lemvig og Hanstholm. 

I selskab med Mads er Glenn, der er pædagog, og Nicolai Kubel, der er formand på Skjoldbo. I dag arbejder de tre mænd sammen om projektets første opgave. Det er organisationen KFUM’s Sociale Arbejde, der har lagt den første ordre på en video, som de skal bruge til deres hjemmeside. 

Et Socialt Frikort 

Det er Skjoldbos forstander, Nicolai Kubel, der har igangsat SB110. Det går helt konkret ud på at få de unge til engagere sig i opgaver med videoproduktion og reportager, hvoraf de unge kan få løn for deres indsats. 

Her fortæller Nicolai Kubel, at det sociale frikort er en bærende del af projektet. Med et socialt frikort kan særligt udsatte borgere som Mads tjene op til 20.000 kr. skattefrit. Det betyder også, at indtjeningen ikke går ud over offentlige ydelser.  

“De unge får 500 kr. pr. dag i projektet. Forventningerne til dem er, at de ikke er påvirkede, og at de møder til tiden. På den måde prøver de en “mini-ansættelse”, og det er super godt for dem,” siger han. 

Han understreger, at det sociale frikort giver de unge hjemløse gode erfaringer, samtidig med at det kan vise omverdenen, at de unge hjemløse også kan bidrage positivt i en arbejdsprocess.

Mads lægger ikke skjul på, at det tiltalte ham, at han kunne tjene “en plovmand”, som han selv formulerer det. Men han fortæller også, at han er glad for, at de spurgte ham, om han ville deltage. 

“Jeg har svært ved at tale med fremmede mennesker. Det slås jeg lidt med, så det fedt, at de tror på, at jeg kan klare det.”

Store ambitioner for fremtiden 

På Skjoldbo er det meningen, at 80 kvadratmeter gammelt kontorplads skal laves om til et grafisk værksted, hvor de unge kan arbejde med forskellige videoprojekter. Selvom SB110 først er blevet søsat i dag, har forstander Nicolai store drømme.  

“Vi er ved den spæde start, så nu handler det om at få nogle midler, så vi virkelig kan få SB110 etableret. Vi skal eksempelvis have lavet en hjemmeside og en Facebookside” 

Opgaven i dag går ud på at lave interviews og filme ved to bosteder. Men hele ugen skal Nicolai og forskellige unge fra Skjoldbo rundt i det danske land og arbejde på opgaven. Der skal i alt skal filmes på otte forskellige bosteder. Håbet fra forstanderen er, at projektet kan vokse sig større, så de fremadrettet kan få flere midler og flere involverede. 

“Nu laver vi denne video for KFUM, og det kunne være fedt at arbejde med flere ngo’er, eksempelvis Kirkens Korshær. Men drømmen er også at lave andre ting. Der er eksempelvis en lokal bilmekaniker, der mangler nogle Facebook videoer til hans virksomhed, hvilket vi skal ud og lave sidst på måneden”

Han mener, at projektet og denne form for socialt arbejde har stort potentiale. 

“Man behøver ikke at komme fra hr. og fru. Jensen for at have noget at byde ind med”

De unge hjemløse har også masser at bidrage med. Af den grund er det vigtigt at give dem noget at engagere sig i, mener Nicolai Kubel. 

You may also like...