Esbjergs milliongæld spænder ben for handicappedes vilkår

Søgårdens dyre tomgangshusleje og mangel på botilbud får Esbjerg til at istandsætte bygningen, der nu skal huse unge med handicap. En gæld til staten på 4,3 millioner forhindrer dog kommunen i at gøre tilbuddet permanent. Det kan skabe konsekvenser for de unges trivsel.
Af Freja Enslev

De nye beboere på Søgården på Tangevej 117 i Ribe skal primært bestå af unge med handicap i alderen 19 til 30 år. Kommunen lægger op til, at særligt de unge, der stadig bor hjemme hos deres forældre, men samtidigt er vurderet klar til træning i at bo ude, skal benytte sig af botilbuddet. De unge i kommunens målgruppe kæmper med diagnoser som udviklingshæmmelse, nedsat kognitiv funktion og autisme.

Kommunikationsafdelingen hos Landsforeningen Autisme fortæller, at de har en oplevelse af, at kommuner ofte placerer unge med handicap i midlertidige tilbud, selvom de burde tilbydes permanente boliger. Ifølge foreningen sker det, fordi kommunerne forsøger at spare penge. De mener, at kommunernes adfærd kan skabe unødvendig ustabilitet for nogle unge og dermed nedbryde dem psykisk. 

En midlertidig løsning

I budgettet for Esbjerg kommune 2021 blev der afsat midler til at oprette 26 nye pladser på botilbud på handicapområdet. Det blev d. 1. marts vedtaget af Esbjerg Byråd, at otte af de nye pladser skal findes ved at istandsætte den forhenværende institution Søgården. Umiddelbart bliver de otte nye botilbud midlertidige. 

Søgården er opført efter almenboligloven og dermed delvist statsfinansieret. Ifølge loven må kommunen derfor højst anvende bygningerne som botilbud i tre år. Hvis Esbjerg vil gøre botilbuddet permanent, skal de tilbagebetale lånet til staten på 4,3 millioner. Kommunens dagsordenspunkt vedrørende sagen viser, at beboerne kan se frem til at flytte ind allerede d. 1. april 2021. De unge skal altså være ude igen så snart som i 2023.

Ifølge Henrik Vallø er budgettet så presset, at Esbjerg Kommune ikke kunne finde penge til at finansiere en permanent løsning på Søgården. Han er dog optimistisk og håber på, at byrådet vil stemme for at finde pengene ved de kommende budgetforhandlinger.

”Vi har budgetforhandlinger her i september måned. Så kigger vi jo på, om vi har nogle ting, der hænger lidt. Det kunne være det her. Det skal jeg jo kæmpe lidt for, og der er mange, der skal blive enige om det.”

Byrådsmedlem Henrik Vallø anerkender, at en midlertidig løsning er langt fra optimal for de unge.

”Jeg er helt enig i, at det er rigtig uheldigt at flytte rundt på præcis den her målgruppe. Det skal vi lade være med, så vidt det overhovedet er muligt. Jeg håber bestemt på, at dem, der flytter ind her, kan blive boende.”

Pladsmangel og skyhøj husleje

Der er generelt mangel på pladser på botilbud i Esbjerg Kommune. Lige nu er 75 voksne Esbjergensere med handicap tvunget til at flytte til nabokommuner og bo på grund af manglen i deres hjemkommune. Esbjerg Kommune betaler derfor en række andre kommuner for disse botilbudspladser. 

Desuden står Søgårdens bygninger i øjeblikket tomme, og det kan også mærkes i kommunens pengekasse. Esbjerg Kommune har nemlig forpligtet sig på at overholde en årlig tomgangshusleje på 600.000 kroner, indtil bygningerne enten udlejes eller statslånet på omkring 4,3 millioner kroner indfries. 

Formanden for Social og Arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Vallø, kan ikke huske hvor længe bygningen med den høje husleje faktisk har stået tom. Kommunen skal betale tomgangshuslejen uanset om Søgården benyttes eller ej, så han er ivrig efter at istandsætte og tage den i brug.

”Det er ikke sådan, at bygningen har stået i årevis. Den er i hvert fald tom nu. Derfor er der jo rigtig meget fornuft i at få noget fyldt i den. Vi har hårdt brug for pladser til midlertidige tilbud, så det er jo oplagt.”

Henrik Vallø er heller ikke klar over, hvor stor en besparelse de nye pladser vil være for kommunen, hvis man sammenligner med prisen på dem, som Esbjerg lejer hos nabokommunerne. Men økonomien er heller ikke hans vigtigste grundlag for at støtte det nye botilbud.

”Det vigtigste for mig er, at vi kan holde dem hjemme. Det er langt det bedste for dem, for så er de tæt på deres pårørende. Det må alt andet lige være meget bedre at kunne bo i Ribe, og så måske have forældre eller andet i nærheden, end hvis man for eksempel bliver placeret i Lemvig.”