Lys fremtid for elbiler i Esbjerg

I Esbjerg er der stort fokus på grøn omstilling. Og det kommer nu endnu mere til udtryk, når kommunen sætter flere midler af til at forbedre forholdene for el- og hybridbiler.
Af Nadia Hansen

Det skal fremover være mere attraktivt at vælge en elbil til fordel for en benzin- eller dieselbil. Foto: Emil Helms // Ritzau Scanpix

Samtidig med at der i kommunen arbejdes tæt sammen med erhvervslivet på at blive CO2-neutrale i 2030, er håbet også, at borgerne vil gøre en større indsats, når det kommer til klimaet. En af mulighederne er at skifte benzin- og dieselbilen ud med en bil, som kører helt eller delvist på el.

For at gøre det mere attraktivt for esbjergenserne, vil kommunen i løbet af de kommende år opsætte flere ladestandere til elbiler. Derudover får ejere af elbiler også et fripas, når det gælder parkering på kommunens parkeringspladser i centrum. Elbiler skal nemlig, modsat fossildrevne biler, ikke betale for parkering i bymidten, når det indføres til april.

Samspil mellem kommune og private aktører

Esbjerg kommune har i første omgang afsat 5 millioner kroner i budgettet for 2021-2024 til etablering af ladestandere i kommunen. Men de står ikke alene med ambitionerne. Virksomheden Clever, der er en af de største på markedet med ladere til elbiler, har store visioner. De vil blandt andet i løbet af sommeren opsætte standere med mulighed for lynladning ved Esbjerg Lufthavn. Allerede i december sidste år hastegodkendte Teknik & Byggeudvalget en ansøgning fra Clever om at få lov til at opstille 26 ladestandere i Esbjerg og Ribe.

Samspillet mellem de private aktører og kommunen, er vigtigt når målet skal nås. Det fortæller Søren Heide Lambertsen fra Venstre, som er formand for Teknik & Byggeudvalget.

”Det falder rigtig godt i hak med den strategi, vi har i kommunen. Jeg har også fået henvendelser fra bekendte, der har købt elbiler, som har spurgt, ’hvorfor er det ikke flere ladestandere, hvorfor er der fire udtag og kun to parkeringspladsen’ og så videre. Derfor passer det bare supergodt ind, at Clever henvendte sig.”

Boom i salget

Fremover kan der meget vel blive hårdt brug for flere ladestandere. En undersøgelse, som Nemanalyse foretog for Nielsen Car Group i februar, viser nemlig, at seks ud af ti bilejere i Esbjerg kommune vil overveje en elbil eller en hybrid i fremtiden. Den udvikling er noget salgschef hos Bjarne Nielsen A/S i Esbjerg, Christian Pearson, kan nikke genkendende til.

”Siden 2018 har interessen for el- og hybridbiler været meget stigende. Vi har oplevet, at folk er meget mere interesserede. Men der er også en bekymring fra folk, over rækkevidden, fordi batterierne ikke er større.”

Netop bekymringen angående bilernes rækkevidde, er en udfordring, som der arbejdes på at blive løst fra fabrikanternes side. Men indtil da kan en af løsning være flere ladestandere lokalt.

You may also like...