Aflyste lejrskoler sender Danhostel i knæ

Danhostel Esbjerg kæmper med at få forretningen til at løbe rundt, fordi lejrskolegæsterne udebliver. På grund af coronavirussen anbefales folkeskolerne nemlig at aflyse lejrskolerne, og vandrehjemskæden opfordrer derfor til, at regeringen nu ændrer retningslinjerne på området.
Af Mads Bye Marboe

Foto: Danhostel

”Hvis jeg havde været ny i branchen, var jeg løbet skrigende bort.”

Sådan lyder det fra Sally Due Sperling, der er vært og forpagter på Danhostel Esbjerg, hvor hun blev ansat i begyndelsen af sidste år. Sally gik ind til opgaven med 28 års erfaring fra branchen, men der skulle gå blot nogle få måneder, før der blev vendt op og ned på hendes nye tilværelse, og det seneste år er langt fra forløbet, som hun havde håbet på.

Forårets nedlukning sidste år ramte Danhostel Esbjerg hårdt, og selvom der i sommerferieperioden var masser af gæster, ramte alvoren igen efter efterårsferien. Sally fik allerede i september fornemmelsen af, at en ny nedlukning var på vej, og som følge af de erfaringer, hun havde gjort sig under den første nedlukning, besluttede hun sig tidligt for at tage konsekvensen af smitteudviklingen. Hun begyndte at opsige en del af sin personalestab, og hvor hun dengang havde 20 medarbejdere, står hun nu tilbage med blot 4 ansatte.

”Jeg havde det virkelig svært med det. De var selvfølgelig rystede, kede af det og frustrerede, og det har jeg fuld forståelse for, men hvis jeg skulle redde virksomheden, var jeg nødt til at gøre noget.”

Vil have nye retningslinjer

At Sally måtte vinke farvel til størstedelen af sine medarbejdere skyldes især, at Danhostel Esbjerg, ligesom langt de fleste vandrehjem i Danmark, uden for ferieperioderne henter en stor del af deres indtægter fra lejrskoler og idrætsforeninger, der tager på træningslejre. Men disse er blevet aflyst siden efterårsferien, og selvom Sally stadig kan udleje værelser og afholde mindre kurser, er økonomien i høj grad påvirket af situationen. Sidste år mistede Danhostel Esbjerg 60 procent af sin omsætning i forhold til 2019 og 2018.

Danhostel anslår, at hvor man normalvis afholder cirka 1.500 lejrskoler på landsplan, blev det til omkring 500 af slagsen sidste år. Størstedelen af dem blev afviklet, inden coronavirussen fik fat i Danmark, mens nogle enkelte fandt sted i sensommeren. I år er der foreløbigt ikke blevet afholdt en eneste lejrskole, og i Esbjerg Kommune venter 21 skoler stadig på, at flere af årgangene kan sendes afsted.

Som det ser ud lige nu, er der ikke nogen økonomisk kompensation på vej til Danhostel Esbjerg. I slutningen af september anbefalede Børne- og Undervisningsmisteriet skolerne at aflyse sociale arrangementer som for eksempel lejrskoler, og fordi der ikke er tale om noget egentligt forbud, kan vandrehjemmene ikke gøre krav på kompensation. Af den grund mener Allan Schmidt, sekretariatschef for Danhostel, at det er tid til at kigge på retningslinjerne for lejrskoler – særligt hvis de ældste elever, som er dem, der oftest tager på lejrskole, også får lov til at komme tilbage i skole.

”Når vi gerne vil afholde lejrskoler igen, er det, fordi vi godt kan håndtere klassen som en lukket boble. Men det kræver, at klassen må betragtes som en boble. Og man kommer ikke tættere på hinanden eller på andre mennesker ved at være på lejrskole, end man gør i et klasselokale.”

Om skoleklasserne kan anses for at være en boble er nu op til Sundhedsministeriet at vurdere. Hvis det ikke viser sig at være tilfældet, mener Allan Schmidt, at der bør gives et decideret forbud med lovgivning imod lejrskoler.

”Det ville give vores medlemmer mulighed for at søge kompensation. Så kan de måske strække sig til sommeren, og så kan vi håbe på at afholde lejrskoler i efteråret.”

Risiko for konkurser

Selvom de nuværende restriktioner foreløbigt gælder til den 5. april, diskuteres det allerede nu, hvorvidt de ældste elever skal tilbage i skole forinden. Hos Danhostel håber man, at anbefalingen om at aflyse lejrskoler droppes i samme ombæring, hvis eleverne får lov til at komme tilbage. Det kan nemlig komme til at koste vandrehjemmene dyrt, hvis man heller ikke fra starten af april får mulighed for at have skoleklasser på besøg. 

”Det vil være skidt, uheldigt og rigtig ærgerligt, og man ville komme til at løbe en risiko for, at nogle af vores medlemmer simpelthen går konkurs,” siger Allan Schmidt.

Så skidt står det ikke til for Danhostel Esbjerg, selvom også de efterhånden kører på de sidste dampe. Hvor længe man kan få forretningen til at løbe rundt med de nuværende restriktioner, kan Sally ikke svare på, men det er utænkeligt, at man overlever, hvis det fortsætter på samme måde året ud. Selv håber Sally på, at vandrehjemmene kan åbnes fra begyndelsen af maj, men hun er samtidig påpasselig og opmærksom på, at der ikke kan åbnes for tidligt.

”Vi er fuldstændig klar til at åbne, men hvis vi så lukker ned igen, bliver det dyrt for mig, fordi jeg begynder at ansætte personale, som jeg så må opsige igen. Det kan jeg ikke bare gøre fra den ene dag til den anden, så jeg vil hellere have lukket en måned ekstra, hvis det betyder, at der kommer helt styr på det.”

Under alle omstændigheder glæder Sally sig til, at hun igen kan byde velkommen til endnu flere gæster, og at hun kan komme tilbage til den hverdag, hun havde, inden coronavirussen begyndte at hærge i Danmark – også selvom hun ikke foreløbigt kommer sig over det sidste år.

”Jeg har aldrig oplevet noget lignende, mens jeg har været i branchen. Aldrig. Vi går alle sammen og håber på, at vi kan komme i gang igen, men det her kommer med sikkerhed til at sidde i mig i nogle år.”

You may also like...