Slut med containerflygtninge fra Esbjerg havn

Esbjerg havn har tidligere været et knudepunkt for albanske immigranter, men corona og nyt udstyr på havnen gør op med det gamle mønster.
Af Peter Søndergaard Rasmussen

Foto: Esbjerg Havn

I mange år har det været et tilbagevendende problem, at albanere har gemt sig i containere på Esbjerg havn og på den måde forsøgt at flygte til England. Siden 2019 er udviklingen vendt, bekræfter Michael Fries, ansvarlig for havnesikringen. 

Et bud på det dalende antal af immigranter kan ifølge Michael Fries være, at snakken om den øgede sikkerhed på havnen er kommet til Albanien. 

På havnen har man for nyligt opstillet nye termiske kameraer, højere pigtrådshegn og øget patruljering. Dette har vist sig at være et godt træk. Michael Fries oplever stadig albanere, som forsøger at snige sig ombord på containerskibene som et problem, men tendensen er faldet gevaldigt.

Hvad gør England så attraktivt?

Albanere er det største folkefærd, som kommer ind i England på ulovlig vis, viser tal oplyst til The Guardian. Ifølge Balkanekspert Zlatko Jovanovic rejser albanerne til England, da de kan sproget i forvejen, og det gør det nemmere at få arbejde. En anden grund er, at der i forvejen er mange albanere i England. 

”Flere skriver hjem og fortæller, at der er arbejde, der er muligheder. Det har en selvforstærkende effekt, som resulterer i, at der er flere, der vil komme,” forklarer Jovanovic.

Før Coronakrisen var der en del jobs i England, hvilket Jovanovic mener er en af hovedårsagerne til immigrationen. Det viser måske en sammenhæng mellem corona krisen, de faldende jobmuligheder i England og faldet i containerimmigranter fra Esbjerg.

Fra Danmark til England

Rent geografisk giver det mening at tage til Danmark, da de rejser gennem Bosnien, Kroatien, og Østrig, hvorefter de ender i Tyskland. Fra Tyskland har albanerne to muligheder, det er enten Holland eller Danmark, herfra kan de sejle til England.

Strømmen af illegale indvandrere gennem Holland har også skabt problemer for Albaniens forhandlinger om optagelse i EU.

”I slutningen af 2019 stillede Holland sig imod, at Albanien skulle begynde optagelsesforhandlingerne i EU. Netop på grund af de mennesker, som tager gennem Holland til England, men som også nogle gange bliver i Holland. Dette problem vil de gerne have løst, før albanerne kan få lov til at videreforhandle om EU-optagelse,” uddyber Jovanovic.

Grundet Hollands modstand kom der mere kontrol i forhold til immigration til Holland, men også fra Holland til England. Det er hans umiddelbare bud på, hvorfor man som albaner har set det attraktivt at rejse fra Danmark fremfor Holland.

You may also like...